Beskyt celler mod ændringer

I LibreOffice Calc kan du beskytte ark og dokument som helhed. Du kan vælge om cellerne skal beskyttes mod utilsigtede ændringer, om formlerne kan ses fra Calc, om cellerne er synlige eller om cellerne kan skrives ud.

Beskyttelse kan udføres ved hjælp af en adgangskode, men det er ikke nødvendigt. Hvis du har tildelt en adgangskode, kan beskyttelse kun fjernes, når den rigtige adgangskode er blevet indtastet.

Bemærk at cellebeskyttelse af celler med attributten Beskyttet kun har virkning når hele arket er beskyttet. Som udgangspunkt har hver eneste celle attributten Beskyttet. Derfor skal du fjerne denne markering enkeltvis for de celler hvor brugeren gerne må foretage ændringer. Derefter skal du beskytte hele arket og gemme dokumentet.

Advarselsikon

Disse beskyttelsesmuligheder er kun for at forhindre utilsigtede handlinger. Mulighederne er ikke tænkt som en sikker beskyttelse. En bruger kan for eksempel omgå beskyttelsen ved at eksportere et ark til et andet filformat. Der er kun én sikker beskyttelse: adgangskoden som du kan anvende, når du gemmer en OpenDocument-fil. En fil, som er blevet gemt med adgangskode, kan kun åbnes med samme adgangskode.


  1. Vælg de celler som du vil angive cellebeskyttelsesindstillingerne for.

  2. Vælg Formater - Celler og klik på Cellebeskyttelse.

  3. Vælg de indstillinger for beskyttelse som du ønsker. Alle indstillinger du vælger vil først blive aktiveret efter du beskytter arket fra menuen Funktioner. Se nedenfor.

    Afmarker Beskyttet for at tillade brugerne at ændre det aktuelt markerede ark.

    Vælg Beskyttet for at sikre dig mod ændringer af en celles indhold og format.

    Vælg Skjul formel for at skjule og for at beskytte formler fra ændringer.

    Vælg Skjul ved udskrivning for at skjule beskyttede celler i det udskrevne dokument. Cellerne er ikke skjult på skærmen.

  4. Klik på OK.

  5. Anvend beskyttelsesindstillingerne.

    For at beskytte cellerne mod at blive ændret / set / udskrevet i henhold til dine indstillinger i dialogen Formater - Celler skal du vælge Funktioner - Beskyt ark.

    For at beskytte et dokuments struktur, for eksempel antal af, navne på og rækkefølge af arkene, mod at blive ændret, skal du vælge Funktioner - Beskyt regneark.

  6. (Valgfrit) Indtast en adgangskode

    Advarselsikon

    Hvis du glemmer din adgangskode, kan du ikke senere deaktivere beskyttelsen. Hvis du kun vil beskytte celler mod utilsigtede ændringer, kan du aktivere arkbeskyttelse, men undlade at indtaste en adgangskode.


  7. Klik på OK.